Immunaktivering: Genkendelse af trusler

Skelnen mellem self og non-self er et særligt kendetegn ved immunrespons

Immunsystemet er et netværk af væv, celler og signalerende molekyler, som beskytter kroppen ved at genkende og angribe fremmede celler, samtidigt med de forsøger at begrænse skaderne på de raske celler.1,2 Denne evne til at skelne mellem self (kroppens egne normale celler) og non-self (unormale/fremmede celler) er et af immunresponsets kendetegn.2,3 Immunsystemets evne til at genkende self-antigener og acceptere tilstedeværelsen af normale celler kaldes selvtolerance.2 Når selvtolerance slår fejl, kan det resultere i autoimmunitet, hvor immunsystemet ikke er i stand til at skelne mellem self og non-self og derfor angriber normale celler.4

Antigener, små molekyler eller peptider, der er i stand til at udløse et immunrespons, er nogle af hovedaktørerne i processen med at skelne mellem self og non-self.1 Antigener, som kan være enten self eller non-self, fungerer som mærkater, der hjælper immunsystemet med at skelne mellem en normal interaktion (self) og mødet med en udefrakommende trussel (non-self).1 Inaktive T-celler afpatruljerer kroppen for non-self-antigener ved midlertidigt at koble sig til antigener præsenteret af major histokompatibilitetskompleks (MHC) på antigenpræsenterende celler (APCs).5 Genkendelse af non-self-antigener aktiverer cytotoksiske T-celler.1 Selvom de stammer fra normale celler, genkendes tumorantigener som non-self. Neoantigener (en bestemt type tumorantigen) er oprindeligt normale self-proteiner, som er muteret eller er blevet modificeret, hvilket gør dem unikke for den pågældende tumor og tidligere uopdaget af immunsystemet.3,6

For at undgå autoimmunitet lærer immunceller at ignorere self-antigener, både mens de modnes (central tolerance), og mens de cirkulerer i perifere væv (perifer tolerance).2 Størstedelen af self-reaktive T-celler dræbes tidligt i deres udvikling; perifer tolerance skal imidlertid forhindre genkendelse af de self-antigener, som immuncellerne måske ikke har været udsat for under modning. Immuncheckpoint-interaktion er en af mekanismerne i perifer tolerance.2,7

Immunsystemet identificerer indtrængende non-self organismer gennem både innat og adaptiv immunitet. Det innate immunrespons er øjeblikkeligt, mens det adaptive immunrespons ikke aktiveres med det samme, men til gengæld udløser et varigt respons ved at udvikle hukommelsesceller, herunder hukommelses-T-celler.1,8 Vedvarende eksponering for non-self-antigener kan fremme akkumulering af hukommelses-T-celler.8 Innat og adaptiv immunitet aktiveres ved forskellige og ofte komplementære mekanismer, som anvender diverse effektorceller til at angribe og eliminere abnorme/fremmede celler som f.eks. cancerceller.1

REFERENCER

1. Warrington R, Watson W, Kim HL, Antonetti FR. An introduction to immunology and immunopathology. Allergy Asthma Clin Immunol. 2011;7(suppl 1):S1. 2. Van Parijs L, Abbas AK. Homeostasis and self-tolerance in the immune system: turning lymphocytes off. Science. 1998;280(5361):243-248. 3. Mapara MY, Sykes M. Tolerance and cancer: mechanisms of tumor evasion and strategies for breaking tolerance. J Clin Oncol. 2004;22(6):1136-1151. 4. Sakaguchi S. Naturally arising CD4+ regulatory T cells for immunologic self-tolerance and negative control of immune responses. Annu Rev Immunol. 2004;22:531-562. 5. Murphy K. Janeway’s Immunobiology. 8th ed. Garland Science: New York, NY: 2011:275-386. 6. Schumacher TN, Schreiber RD. Neoantigens in cancer immunotherapy. Science. 2015;348(6230):69-74. 7. Pardoll DM. The blockade of immune checkpoints in cancer immunotherapy. Nat Rev Cancer. 2012;12(4):252-264. 8. Nikolich-Zugich J. Ageing and life-long maintenance of T-cell subsets in the face of latent persistent infections. Nat Rev Immunol. 2008;8(7):512-522.